Afslutning af sejlssport - Afsnit 2.
I løbet af dagen fik Karen kraftig høfeber. Hen på eftermiddagen blev hun kørt hjem. Jeg blev derfor enig med mig selv om, at så kan jeg sejle hjem i løbet af aftenen. Jan tog også med, og Jens Christian ville naturligvis gerne sejle med. Vi fik en fin sejltur hjem.
På et eller andet tidspunkt spurgte Jan om jeg ville sejle båden sammen med ham til Ærøskøbing. Helle og Jan ville holde ferie i Ærøskøbing en uges tid. Det ville jeg naturligvis gerne. Vi sejlede fra Aabenraa en fredag aften i en dejlig vestlig vind. Så vi tog stagen på, og så gik det derud af. Vi ville overnatte i Fynshav.
Tidlig næste morgen sejlede vi af sted fra Fynshav, og ankom til Ærøskøbing i tid til at jeg kunne sejle til Svendborg med Svendborg-Ærøskøbing færgen.
Ideen var nemlig den at Helle skulle ankomme til Ærøskøbing fra Svendborg og jeg kunne så sejle tilbage til Svendborg. Det lykkedes. Karen og Jens Christian stod på kajen i Svendborg. Vi kørte til Aabenraa i løbet af dagen.
Da jeg blev alvorlig syg i december 1989, turde Karen ikke sejle med mig mere. Det forstår jeg godt. Tænk bare hvis jeg blev syg medens vi var ude på vandet. Det var forfærdeligt.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg så ville sælge min part af båden, og orienterede Jan om dette. Det beklager Jan naturligvis, idet han ikke ville overtage min part, og at båden derfor skulle sælges.
I foråret 1991 overtog Aabenraa Sejl Club(ASC) båden. ASC havde oprettet en sejlerskole, og båden skulle således være clubbens skolebåd. Båden blev døbt ”Uffe” efter den tidligere formand Uffe Kunøes navn. Fru Ulla Kunøe døbte båden.
Så er jeg færdig med at være bådejer. Hvad vil vi nu lave? Jan havde besluttet sig for gå ind i foreningsarbejde. Jeg kan ikke huske om, Jan kom ind i ASC`s bestyrelse, men han kom ind i Dansk Sejlunions bestyrelse fra ASC og ville være dommer. Han blev en virkelig god og respekteret dommer, og det blev han endda indtil han døde pludselig den 13. december 2015, født 7. juni 1943. Jeg var meget glad for Jan. Vi havde båd sammen i 10 år, og det var en dejlig periode.
Til Jan sagde jeg dengang, at jeg ville finde mig en hyre så jeg fortsat kan sejle om torsdagen.
3. NK D20 ”Maj Brit” og ”Eleonora” ejet af Hans Clausen.
Jeg spekulerede meget på hvem jeg nu ville kontakte for at få en hyre. Jeg kunne se to muligheder: enten sejle med en folkebåd eller tale med Hans Clausen.
Hvis jeg vælger en folkebåd, forpligter jeg mig til at deltage i udenbys sejladser flere gange i løbet af en sommer. Det ville jeg ikke. Jeg ville helst blive hjemme ved familien.
Jeg besluttede mig derfor at kontakte Hans Clausen. Ham kender jeg og ved hvad han står for. Han var kaptajn og med ham var sikkerheden altid helt i top. Jeg mødte ham i 1962/1963 da han blev skipper på m/s ”Stegvig” fra Aabenraa tilhørende ”Sønderjysk Rederiselskab A/S.”
Senere blev han lods på Albuen i Nakskov fjord. Den 15. august 1980, blev han lods i Aabenraa lodseri.
Hans var ejer af en nordisk krydser, NK D 20 ”Maj-Britt” Båden er bygget i 1945, mahogni, og er ofte betegnet som klassens smukkeste båd. Den blev brugt til at propagandere for lystsejlads og blev fragtet landet rundt. Bådens længde var overalt: 10,66 m.
Båden blev tilmeldt de normale torsdagssejladser i ASC. Jeg blev inviteret med til en enkelt torsdagssejlads. Den var dejlig at sejle med. Et dejligt skib.
I 1986 havde Hans tilmeldt båden til en sejlads i Ebeltoft arrangeret af DFÆL, (Dansk forening for ældre lystfartøjer), og han spurgte om jeg havde lyst til denne tur. Og det havde jeg naturligvis.
Vi tog af sted onsdag, den 9. juli 1986 kl. 08.15. Besætningen bestod af følgende udover Hans: hans søn Hans Christian Clausen, Holger Fink (en gammel skolekammerat og så mig selv sagde hunden. Meget luft fra NW, men det var en god tur. Vi ankom til Juelsminde kl. 18.15.
Vi var meget tæt på en grund inden vi kom til Juelsminde. Vi overså en bøje øst for indsejlingen til Juelsminde, og kunne mærke, at vi var meget tæt ved at gå på grund. Vi bommede over, skar ud, og så var den reddet. Det ville have været flovt for Hans som lods at gå på grund.
Tidlig af sted næste morgen og ankom til Ebeltoft kl. 16.30. Overnatning i Hans og Margits sommerhus. Kl. 20.00 velkomst til deltagerne om bord på fregatten ”Jylland” der var under renovering. Jette og Jesper var også i sommerhuset.
Næste dag, fredag den 11. juli ankom Karen og Jens Christian. Aftensmad i sommerhuset, og vi havde det hyle grint.
Søndag den 13. juli kapsejlads. Vi fik en 3. plads, og det er vi tilfredse med. Efter frokosten kører vi hjem efter en dejlig weekend i Ebeltoft.
Holger Finks bil havde det ikke så godt, så vi aftalte, at vi skulle se om hans kone, Ellen, kom med hjem uden problemer.
Umiddelbart efter at vi havde solgt folkebåden kontaktede jeg Hans Clausen og spurgte om han manglede en mand, og det gjorde han, så jeg fik en hyre hos ham. Det var jeg meget glad for.
Han havde solgt den Nordiske krydser, og havde købt en nyere båd ved navnet ”Eleonora”. Jeg mener den var på 31 fod, glasfiber, og tegnet af den hollandske designer van der Stadt og bygget i Finland 1985.
Da Hans havde købt båden, måtte han konstatere, at båden var meget rank. For at kunne styre den, foretog han et par ændringer af den. Storsejlet blev reduceret med hele kappen, og herved måtte han forkorte bommen. Jeg mener det var med 45 cm. I kølen tilsatte han en blyklump på 120 kg. Og det hjalp, så var båden til at styre, selvom den fortsat var lidt rank.
I foråret hjalp jeg normalt med at gøre båden klar og satte masten på. Vi var normalt 4-5 personer om bord ved torsdagssejladserne. Det kunne være følgende personer: Hans som skipper og Holger Fink, Ole, Jens Christian Clausen og undertegnede.
Vi deltog normalt i torsdagssejladserne og Blå Bånd. Vi sejlede i et handicap løb, og havde det vanskeligt ved at vinde i vores løb. Vi var bedst i let luft, og vi havde da også fået en første plads.
Efter sejladserne satte vi os ned i kahytten og snakkede ”klogt” Først skulle aftenens sejlads diskuteres og gennemgået. Derefter talt vi hver aften om søfart generelt og hvad vi hver især havde oplevet i årenes løb. Holger Fink var også navigatør og havde i sin tid sejlet sammen med Hans.
Den 7.7. 2001 deltog vi som hjælpebåd ved et stævne for H-både i Aabenraa. Her kom Hans professionalisme frem. Vi skulle ligge helt stille ved mållinjen. Hans havde forinden beregnet hvor meget line vi skulle lægge ud og hvor meget lod vi skulle have på linen. Det fungerede perfekt. Se så er det dejligt at sejle med en professionel sejler.
Om aftenen sad jeg sammen med Hans om bord på ”Eleonora” og han spurgte om jeg havde lyst til at tage på sommertogt med Hans og Margit næste år. Det sagde jeg ja tak til. De nærmeste detaljer kan vi tale om senere.
Den 11. juli 2002 tager jeg så af sted på sommer togt med Hans og Margit. Målet var som følger: Dyreborg – Marstal – Langø – Lohals – Faaborg – Aabenraa.
Det var en meget fin tur. Vi var på Langø fordi Hans havde været lods på Albuen i 12 år, så han vil gerne hilse på gamle venner. En helt ny fiskerbåd ankom til Langø fra Fåborg så der var en stor velkomst til båden, og om aftenen var der middag hos Hans gode venner, Erik og Inge, idet det var deres søn, Martin, der var ejer af den nye fiskerbåd. Vi var med på en ”præsentations” tur.
Lørdag, den 5. juli 2003 er jeg igen med på sommertogt fra ”Eleonora”
Målet i år var som følgende: Først til Middelfart – Juelsminde – Ebeltoft – hvor vi var i 2 dage – Langør Havn på Samsø – Kerteminde – Rantzausminde – Aabenraa. Igen en rigtig dejlig tur. Langøre på Samsø er for mig et af de allerbedste steder jeg har været til i Danmark.
Medens vi var i Ebeltoft, tog vi en taxa op til Margit og Hans sommerhus hvor vi fik en dejlig frokost.
Søndag den 4. juli 2004 af sted på 3. togt med Hans og Margit. Målet i år var som følger: Dyreborg – Marstal – Langø (3 overnatninger) – Thurø Bund – Fåborg (2 overnatninger på grund af dårligt vejr.)
Vi sejlede for motor fra Thurø Bund til Fåborg. Meget dårligt vejr med meget luft, og meget sø.
Det dårlige vejr fortsatte. Da vi tog af sted fra Fåborg, var det med storsejlet helt rebet ned og krydsfokken. Men det gik meget, meget fint. Margit lå inde i kahytten og væltede rundt på grund af kraftig søgang og mange stag vendinger.
2004 var den sidste sejlads om bord på ”Eleonora” Hans ville nu sælge båden, da hans ville flytte fra Hostrup Skov og ind til Aabenraa.
Det har været nogle dejlige sæsoner med Hans, Margit og ”Eleonora” Heldigvis har jeg fortsat kontakt med Hans og Margit.
4. John A. Good, Kingston-uponYHull, England.
I begyndelsen af september 1966 fik jeg et job hos John Good & Sons Ltd., 71 High Street, Hull telefon 25781. mit lokalnummer blev 55. Selskabet var et shippingfirma, og jeg blev installeret i afdelingen for tysk import af stykgods fra Hamburg og Bremen.
Ganske kort tid efter jeg havde fået min plads i afdelingen blev jeg kontaktet af afdelingslederen, Eric Jordan, der spurgte mig følgende: ”Do You play golf”? Jeg svarede NO og svarede så sagde, at jeg sejler. Han svarede derefter, at så kunne jeg kontakte John A. Good i eksportafdelingen til USA.
På et tidspunkt kontaktede jeg John. Han oplyste, at han var ejer af en drage sammen med en person ved navn David Rudd. Jeg sagde, at jeg aldrig har sejlet i en drage, men gerne ville sejle sammen med dem hvis det var muligt. Jeg kan ikke huske om vi lavede en aftale, men jeg kom ud at sejle med dem året efter.
I 1967 kunne jeg så sejle sammen med John og David i deres drage. Dragen er beliggende i Bridlington, og sejladserne foregår i Bridlington Bay. Jeg ved ikke hvor gammel dragen var, men jeg mener den er bygget hos Børge Børresen i Vejle.
For mig vil det nu være helt anderledes at sejle i en havn der er påvirket af ebbe og flod. Ved ebbe ligger båden helt ned i mudderet. Der er ingen bro, og vi kan kun komme ud til båden i en lille motorbåd.
En ting der også var helt nyt for mig, var de engelske sejlerudtryk, f.eks.: sheet = skøde, halliard = fald. Men det fandt jeg hurtigt ud af.
Jeg tror vi normalt sejlede en lørdag eller søndag ude i bugten. Nogle gange i løbet af året deltog vi i ”The Filey Race” Det var en distancesejlads nord på langs kysten til en bøje vi skulle runde og retur til Bridlington. Vi skulle som regel altid starte meget tidligt om morgenen ved højvande og kom hjem igen på næste højvande. Nogle gange kom vi retur før der var vand nok i havnen. Så måtte vi vente udenfor før vi kunne komme ind.
Det var et godt sejlområde på trods af strømforhold som følge af ebbe/flod. Ved øst lige vindretninger var der en del sø.
I 1968, tror jeg det var, inviterede John mig med til at sejle Guldpokal sejladser i Edinburgh, og det ville jeg naturligvis gerne.
Vi skulle ikke sejle til Edinburgh. Båden blev transporteret på en af firmaets lastbiler. Ikke en stor lastbil, nærmere en mini, men stor nok til at båden kunne placeres der. Der var plads til to personer i kabinen. Tredje personer skulle sidde/ligge inde i bådens cockpit, og det var mig.
Da vi skulle afsted var Johns mor til stede. Hun synes det var synd for mig at jeg skulle sidde oppe i båden. Men det gik meget fint, og jeg havde en pragtfuld udsigt, specielt da vi kom op til Berwick upon Tweed, Scotland.
Vi holdt en lille pause under vejs, og de spurgte om jeg havde det godt om bord. Jeg kunne svare, at det gik fint. Det var de glade for at høre, for som de som de sagde, det er meget larm inde i kabinen.
Vi fik båden i vandet i en lille havn der hedder ”Granton” Vi fik masten på, og så skulle vi op til vores logi, og jeg tror det var et boarding house.
Havnen Granton havde ingen lockgate, og det vil sige vi kunne sejle ind og ud af havnen uden begrænsninger ved ebbe og flod.
Jeg kan ikke huske hvordan det var at sejle, men det var dejligt i Scotland. Arrangørerne havde arrangeret et par aftener for deltagerne. En aften hos en af de lokale deltagere som havde en drag ved navn ”Mahjong” Det er nok det eneste navn jeg kan huske. Vi var nu i Scotland, og der blev trakteret med whisky. Dejligt.
En dag var sejladserne udskudt. Vi benyttede denne dag til at besigtige Edinburgh Castle, og kørte ud til King Arthurs Seat lige udenfor Edinburgh. En aften fandt vi ud af, at der var en restaurant udenfor Edinburgh der reklamerede med danske smørrebrød. Det var Johns aften, dejlig mad, og det var en fin aften.
Så var ugen forbi og vi skulle syd på. John og David skulle køre båden hjemad igen. Jeg skulle køre Johns Volvo hjem. Jeg fik en fin tur, og jeg må sige, at ugen i Scotland var virkelig dejlig.
Jeg fortsatte med at sejle i dragen året ud. I december 1968 rejste jeg retur til Aabenraa. Desværre. Jeg var meget glad for at arbejde og bo i England.
John og David fortsatte med at sejle i drage endnu nogle år. Senere blev den solgt, og de fortsatte med at sejle i en mindre båd af typen Squib.
Dragen sejlede under følgende stander: Royal Yorkshire Yacht Club
5. Maxi 84.
Alice og Knud Egekjær har købt en Maxi 84, sejlbåd, og de har spurgt om jeg vil hjælpe dem med at sejle båden hjem fra Fredericia til Fåborg. Det ville jeg gerne.
Karen kørte mig til Fredericia, og derfra til Odense, hvor Alis og Knud bor. Jette og Jens Christian var med. Lige som vi smed fortøjningerne spurgte Alis mig: ”Hvornår ankommer i til Fåborg? Jeg svarede hende: ”Alis at sejle med en båd er ikke det samme som at køre i en bus, så vi kan ikke sige nøjagtigt hvornår vi vil være i Fåborg, men jeg vil tro kl. 19.00.
Vi havde en fin tur. Da vi kom til Horne land var der ikke mere luft, så vi satte motoren i gang. Vi kom til -Fåborg nøjagtigt kl. 19.00. Vi overnattede hos Alis og Knud.
Dagen efter kørte vi til Fåborg, og vi sejlede derefter for motor til Dyreborg hvor vi fik kaffen.
Senere på året kørte vi en tur til Fynshav. Jeg har lovet Knud, at jeg ville lære ham at sejle med spiler. Karen var med, om Jette og Jens Christian kan jeg ikke huske.
Det var en fin dag med let luft, så det var en fin dag til ”spiler undervisning” Det gik fint, og vi krydsede op og lænsede ned ud for Fynshav.
Pludselig siger Alis: ”Så er det frokost” Det var fint, men jeg blev forbavset over, at hun havde kogt æg. Jeg havde glemt, at de om bord på en Maxi havde et komfur der hang i kardansk ophæng. Jeg har aldrig nogensinde kogt æg på et op kryds.
Senere var vi, Jette var ikke med, på en uges sommertur med Knud og datteren Malene. Ruten gik således: Fåborg – Svendborg – Nyborg – Dageløkke – Svendborg hvor Alis trådte til – Fjællebroen – slut i Fåborg. Det var en fin tur. Jeg havde meget ondt i ryggen i hele ugen, og lå på dørken om natten, men det gik.
Karen og Jens Christian kørte i Alis bil fra Svendborg til Fjællebroen idet der den dag var meget luft. Hun kørte også i bilen igen fra Fjællebroen til Fåborg.
Karen og Alis har arbejdet sammen i Andelsbanken. Alis og Knud boede i Aabenraa i en periode. Vi kom en del sammen med dem. De flyttede senere til Odense, og dem har jeg fortsat i kontakt med, men det er nu kun via Julekort.
6. Aabenraa Sejl Club.
Jeg har tidligere nævnt, at jeg blev medlem i ASC i 1956.
Som medlem af en sports klub, har man en forpligtigelse til at hjælpe til dit og dat efterhånden som det er nødvendigt. Sådan er det også i ASC.
I de yngre dage har jeg været mere aktiv end jeg har været i de senere år. Da ASC flyttede til Nyhavn, havde vi en stor opgave i at etablere den nye bedding som jeg var involveret i.
Senere, jeg tror det var i 1963, overtog jeg Erik Winthers kasserer job idet han var blevet selvstændig.
Men det var kun en meget kort periode jeg har været kasserer. Da vi skulle lave års regnskab, var der en lille difference på et par kroner. En aften havde jeg formanden, Alfred Lorenzen, og en tidligere kasserer, Buessen til at se om de kunne finde differencen.
Men det kunne de ikke. Så konklusionen blev, at formanden spyttede en lille krone i kassen.
Til ASC´s hovedkapsejlads i august 1978 var jeg med om bord på ”Moby Dick” sammen Andras Knudsen Hansen, også kaldet ”Dres” Dengang havde vi en lille start patron som gav signal til bådene. Ved signalgivningen den dag ramte start patronen et af signalflagene og den faldt ned i båden og eksploderede lige ud foran min krop. Det gav nogle sår og små blødninger, ikke alvorlig.
Georg Nicolaisen var meget hurtig til at hjælpe. Han hældte en hel øl udover mine sår, og som han sagde ”Jeg har spildt en hel øl på dig” Han havde altid gode kommentarer.
Dres var kommet til at stoppe stoppeuret og prajede en af de forbi passerende både for at bede om dén aktuelle tid og råbte således. ”Kan i ikke give mig den aktuelle tid. Vi har haft et uheld. Julle er blevet ramt af en patron og jeg kom til at stoppe uret” Svaret lød: Det er nu andejagten er gået i gang” og så fik han tiden. Sejlerne er altid slagfærdige.
For optimister har jeg været dommer samt instruktør sommer og vinter.
Jeg tror jeg stopper nu. Hjernen er tømt. Men en ting kan jeg sige:
”At sejle er at leve”
Jeg ville gerne gøre det hele om igen.
Aabenraa, den 26. januar 2023.
Kaj Julius Nielsen
Gemt som: kajs Genealogi/mine erindringer/7/Afslutning af sejlsport.