Nordisk Folkebåd, F.

Jeg vil nu fortsætte med nye sejlsports oplevelser. Det jeg mest vil fortælle om vil være om de mange ture jeg har haft om bord på nogle af de Nordiske Folkebåde, og lidt ekstra.

Nordisk Folkebåd.

Jeg vil starte med den Nordiske Folkebåd, eller bare Folkebåden som den kaldes i daglig tale. Det er en entype klassebåd konstrueret 1942. Oprindelig bygget i træ med en træmast, men nu produceres den hovedsageligt i glasfiber med aluminiums-mast. Som navnet antyder, har den sine rødder i Norden, men har siden sin debut spredt sig i store dele af verden. Den er en meget velsejlende båd. Er kendt som en hurtig kapsejler og i frisk vind har andre almindelige kølbåde svært ved at følge med.

Længe overalt: 7,68 m, bredde 2,20 deplacement 1,930 kg, ballastandel 53,9% hvilket giver en meget stabil båd. Totalt sejlareal på 24 kvadratmeter med fok og storsejl.

FDEN 66 ”Amber”

Første folkebåd jeg har sejlet i, var FDEN 66, ”Amber” bygget i 1949, ejet af direktør Peter Callesen, Aabenraa, far til Heinrich Callesen. Som nævnt tidligere sejlede jeg med Heinrich i hans juniorbåd. Vi blev inviteret med i en kapsejlads i Aabenraa Sejl Club kaldet Aabenraa Sejl Clubs Blå Bånd.

Sejladsen startede lige udenfor klubbens klubhus som på det tidspunkt lå på østsiden af Sydhavn. Og derfra ud til en bøje for enden af fjorden ved indgangen til Alssund. Det var en fin sejlads, men vi vandt ikke ”Det Blå Bånd”

Jeg syntes det var en dejlig, og stor båd. Det er nok fordi jeg endnu var junior i clubben. Peter Callesen syntes den var for lille, og derfor blev den solgt meget hurtig. Sammen med Heinrich var vi med hans far og mor en tur til Odense for at bese en anden båd. Det var en god tur, fordi vi var kørende i Callesens store og fine bil. Det var en sort Jaguar. Tænk, at køre i sådan en bil da jeg var cirka 15 år dengang.

FDEN 426 ”Dina”

Den næste folkebåd var FDEN 426, ”Dina”, men den har jeg nævnt under mine sejladser med Sybbe.dfghjklæ

FDEN 289 ”Amiga”

Dernæst kom FDEN 289. Den har været i Aabenraa i flere år, og har haft 5 ejere i den tid. Jeg har sejlet med 3 af dem i følgende rækkefølge: Per Kragh Iversen fra 1963, Bruno Quist fra 1965 og Vagn B. Rasmussen fra 1969 hvor den fik navnet ”Ras” og senere blev den solgt lokalt. Da Båden kom til Aabenraa, havde den navnet ”Lloyd” men blev omdøbt til ”Amiga”.

Min første Kieler Woche.

I 1964 var jeg med Per Krag Iversen og Per Damm til min første Kieler Woche. Den afholdtes normalt i midten af juni. Folkebådene har i en årrække haft plads i ”Laboe” som ligger på sydsiden af Kieler fjorden. Per deltog i 1963 med ”Amiga” og kunne fortælle, at det var en oplevelse.

Jeg mener at kunne huske, at vi sejlede fra Aabenraa en fredag eftermiddag. Vi overnattede i Sønderborg, fordi vi først ville høre vejrmeldingen til natten og den efterfølgende dag. Vi lå lige nedenfor kroen ’Monopol”.   I kroens radio hørte vi vejrmeldingen. Husk dengang havde vi  ingen mobiltelefon vi kunne få vejrmeldingen på.  Medens vi sad der og nød en pilsner efter vi har hørt vejrmeldingen skete der et større slagsmål i lokalet. Vi forlod omgående lokaliteterne.

 

Vi sejlede mod Kiel tidlig lørdag morgen. Vejret var fint. Hen på eftermiddagen kom vi til Laboe Der var anvist plads til alle deltagere ud for den lange vest mole, og alle både lå ved siden af hinanden. Jeg ved ikke hvor mange deltager der var tilmeldt.

Når båden er fortøjet, skal vi altid først se hvem der er ankommet. Er der nogen vi kender? Og dem skal vi naturligvis først hilse på. Enten bliver vi inviteret til en af bådene, eller en besætning kommer forbi hos os, og vi inviterer dem om bord og tilbyder en pilsner. Og så bliver der snakket. Har I hørt ditten og datten? Eller har i, haft en god tur hertil, elle har i fået et nyt stel sejl og så videre og så videre.  

Dengang sejlede man i båden til udenbys sejladserne. Og det halve af fornøjelsen dengang var at sejle frem og tilbage. Og det var underordnet om det var nord, syd- eller øst på i Danmark. Det har ændret sig i dag, idet de fleste i dag har en trailer til båden. Det er langt hurtigere, men ikke så sjovt.

Per havde som sagt været her før, så han førte an, og sidst på dagen gik vi så op til restaurant ”Seegarten” Det er vores standplads i den kommende uge, som Per altid sagde. Derudover vil vi gerne have fat i programmet for den kommende uges sejladser, så vi straks kan gennemlæse det, og se hvor mange både der er tilmeldt og hvem det er og så videre.

 

Bådens indretning.

I de år jeg har sejlet, har vi altid sovet i bådene. I folkebåden er der plads til 4 personer, 5 hvis det kniber. 2 personer sover oppe under dækket, og 2 køjer i kahytten, og 1 mellem køjerne hvis der skal være 5 personer.

Morgenmaden fik vi om bord og den bestod som regel af kaffe og rugbrød med marmelade og ost, tror jeg det var. Hvis det kan købes rundstykker i nærheden, købte vi en pose fuld.

Folkebådene kan være indrettet forskelligt med hensyn til et pantry. Derudover havde vi et meget snævert klædeskab til vores blazere. Vi havde altid en blazer med. Vi havde normalt en blå blazer, lyse bukser, skjorte og slips når anledningen var der. Men, men, men. Når vi tager ”Æ snifel å” (blazer og så videre) var det tit krøllet og fugtig, så vi så ikke så pæne ud som vi gerne ville.

Om bord på FDEN 289 havde vi en stor skuffe som pantry. Den kunne vi trække ind elle ud inde fra kahytten da skuffen lå under bagbord kistebænk. Pers hustru, Hilde, provianterede fra Aabenraa. Hun købte altid leverpostej, fedt og spegepølse inde fra slagter Johansen. Vi havde altid proviant med om bord.

Drikkevarer, vand og øl, lå under dørken inde i kahytten. Helst så langt fremme som muligt for at få båden i balance. Inde i kahytten havde vi vores personlige grej og ekstra sejl. I styrbords kistebænk lå en pøs, tovværk og gasflaske så vi kunne få kaffe med mere.

Benzintanken lå under agterdækket. På agterdækkets bagbordsside var der fastspændt et beslag hvorpå påhængsmotoren var placeret. Når påhængsmotoren skulle benyttes, blev den vippet ned under agterspejlet og skruen var på den måde i vandet, og så kunne den aktiveres. Påhængsmotoren kunne være på 5 – 7 hestekræfter.

Når jeg nu oplyser om påhængsmotoren, vil jeg fortælle om et lille problem vi oplevede da vi en søndag aften var på vej hjem fra Fredericia.  Det var i FDEN 289, ”Amiga” med Per Krag Iversen som skipper og Per Damm og mig selv som besætning.  Det var fint vejr, men vindstyrken var aftagende, og til sidst blev vi enige om, at vi ville starte påhængsmotoren.

Vi kunne ikke finde benzinslangen, og måtte konstatere at den måtte ligge bag i bilen som Hilde var kørt hjem i.  Hvad gjorde vi så? Vi satte kursen mod Kalvø via Barsø landing. Barsø landing fordi vi måske kunne ringe hjem til Hilde derfra, men vi kunne ikke banke dem op på Barsø landing.

Så måtte vi videre til Kalvø og fortsatte med at padle. Ved midnatstide fik vi fortøjet i Kalvø. Tidlig morgen lykkedes det Per at få ringet til Hilde og bad hende komme ned til Kalvø for at hente Per Damm og mig. Det gjorde hun og vi kom til arbejde i tide.

Hen på eftermiddagen, sejlede Per og Hilde båden hjem til Aabenraa. Det var blæst op til kuling fra NW, men de kom godt hjem.

Sejladsen

Den første sejlads skulle starte mandag. Efter morgenmaden tømte vi båden for det unødvendige grej. Det vil sige det personlige grej, ekstra sejl, hynder således, at båden vejede så lidt som muligt. Man må ikke tømme båden for en pøs, anker med mere. Jeg kan ikke huske om det dengang stod, at man skulle have en redningsvest til besætningen.

Så af sted. Ud på banen. Det tog ofte en times tid derud. Hvis der ikke var meget vind fik vi ofte et slæb af en af de tyske krigsskibe, det kan være en motortorpedo båd. De var altid meget venlige til at give et slæb.

Så var vi klar til at starte. Jeg kan ikke huske hvor mange folkebåde der var i vores start. Vi var altid ivrige efter at starte nøjagtig til tiden, og derfor var der ofte mange både der var ved at tyvstarte. Så blev der prajet fra dommerbåden med en højttaler og sagde følgende: ”Hinter der Linie, hinter der Linie” Man ville gerne have de enkelte starter til at starte til tiden, da der var andre klasser der skulle starte efter os.

Nå, men vi kom af sted. Vi var ikke så drevne som folkebåds sejler endnu. Det tager lang tid før man er en rigtig god folkebådssejler. Så vi måtte lære. Vi måtte konstatere, at man generelt sejlede meget hårdt på reglerne. Båden der havde retten til vejen, sejlede normalt på styrbords halse. Så dem skulle man tage sig meget i agt for.

Jeg kan ikke huske de enkelte sejladser, men jeg kan huske, at vi engang ramte en af bøjerne. Det var meget trist. Reglerne på det tidspunkt var sådan, at hvis man ramte en af bøjerne blev vi diskvalificeret for denne dag, og så blev vi nødt til at gå i havn. Vi fik ikke præmier, så meget kan jeg da huske.

På vejen ind til havnen diskuterer vi naturligvis om dagens sejlads og om vi havde sejlet godt eller skidt, eller om mastens trimning skulle ændres eller andet. Diskussion fortsatte ofte når vi kom ind i havnen og havde fortøjet. Så var det ofte en eller flere både man mener man har været for tæt på, og så kom de så over til os eller modsat, og så fortsatte diskussionen. Men vi blev aldrig uvenner. Man nød en pilsner, eller to, sammen.

 

folkebåde i Danmark. FDEN 17, ”Soffy” som ejes af Thor Thorsen fra Aarhus. Det var far og søn som deltog. Senior var en god håndværker. Han sad og snittede sejlpinde under sejladserne.

Det sociale.

Så var dagens sejlads slut, og vi skulle op til ”Seegarden” for at spise, men inden da skal vi have vores grej om bord igen. Efter aftensmaden gik vi en tur langs med stranden, eller hen til ”Æ denkmal” = (Marinemindesmærke Laboe) og sluttede ofte af med at gå op til ”Æ Burgermeister” for at købe en brathaenchen og få en øl eller to. Der var dans og musik hos ”Æ Burgermeister” Dengang var dansen ”Jenka” meget moderne, så den fik ”hele armen” Det blev ofte sent før vi kom til køjs, men vi var altid ud at sejle dagen efter, også selvom vi nogle gange havde hovedpine.

Arrangørerne har altid inviteret til en social aften. Den starter en aften ved redningshuset. Først sagde en tysk repræsentant nogle fine ord, hvorefter den danske. I de år jeg var med til Kieler Woche, var det Ejner Christensen, Fredericia, der sagde de fine ord. Ejner Christensen var formand for den danske Folkebåds Klub på dette tidspunkt.

Efter de pæne ord kom det hyggelige, og det foregik ved, at man fik øl og snaps og Kieler Sprotten. Kieler Sprotten er en meget lille røget sild, og man spiste det hele undtagen hovedet. Og så var der fest den aften. Meget, meget hyggeligt.

Så vidt jeg husker, var der ingen sejladser om tirsdagen den gang jeg deltog. Hvad laver man så? Nogle deltog i en kegle konkurrence. Andre hyggede sig i ”Seegarten” hele dagen, medens andre gik en tur hen ad molen, gerne hen til ”Æ Denkmal”

Jeg talte ofte med en tysk sejler der hed Hein Dahlinger. Han kom fra Kiel. Han var kendt som en af Tysklands bedste håndboldspillere. Han var ny i folkebådsklassen, og jeg mener hans båd hed ”Daddel” En af hans gaster var en person der hed Bruno Splieth og har deltaget i OL i 1960 og 1964. Så båden havde en god besætning.

På det tidspunkt havde jeg en lille kasket som lignede en af den type som de amerikanske soldater havde på i den amerikanske borgerkrig. Den var Hein blevet varm på. Så en dag sagde han til mig ”Julle, hvis vi kom før jer i mål i

morgen, vil jeg have ”Deine Moetze” Jeg sagde: ”Ok, det er aftalt” ”Daddel” kom i mål før os, så da vi kom i havn, kom han susende hen til os og sagde” ”Julle, deine Moetze”. Det var en lille sjov oplevelse jeg husker meget tydeligt.

Man kan også opleve andre ting under sejladserne. Den ene dag sagde Per pludselig: Se ”Se den Starbåd” Jeg kunne ikke se den båd. Så sagde Per: ”Se der, lige ved vandskorpen” Så kunne jeg se toppen af en Starbåd der var gået til bunds.

Kieler Woche totalt.

Kieler Woche, eller Kieler ugen som det hedder på dansk, er en ”Folkefest” På fjorden sejler der konstant udflugtsbåde. Jeg husker specielt en større udflugtsbåd med navnet ”Tom Kyle” Mange af passagererne have harmonikaen med. Så det var fest og glade dage om bord.

Og på fjorden er der en stor trafik af små og store fragtskibe. Per(skipper) og Per Damm har begge været sømænd, så vi kunne tale om de forskellige fragtskibe vi sejlede forbi på fjorden.

Marinemindesværket ”Laboe” er opført i 1927 – 1936 til minde om faldne søfolk i 1. verdenskrig, men er nu mindesmærke for begge verdenskrige. Højden er 85 m, og man kan komme op til udsigtsplatformen med elevatorer eller 341 trin. Så vidt jeg husker kan man se Als ved klart vejr.

Endvidere er der placeret en ubåd ved mindesmærket, U 9

95, som er den sidste af den type fra 2. verdens krig.

Jeg bliver dog også nødt til at fortælle om den tyske redningsbåd ”Theodor Heuss” som havde en fast plads i

Laboe. Det var en fantastisk redningsbåd ejet af DGzRS(Deutsche Gesellschaft zur Rettung Schifftbruechiger). Dette selskab har flere af den type redningsbåde langs den tysk vest- og østersøkyst, der har reddet utallige personer der var i havsnød.

Ude agter havde den en lille motorbåd som kan sendes i vandet og lade den sejle tættere ind på kysten med lavt vande. Jeg mener at ”Theodor Heuss” nu er placeret i et museum i Muenchen.

Afslutning.

Så var ugen forbi, og vi skulle sejle hjemad lørdag morgen. Hvert år var der ofte en eller to af de danske marine hjemme værns både med. Hvorfor ved jeg ikke. De var af typen ”Y-kuttere” som var en større fiskerbåd. De tilbød os et slæb nordpå, og det sagde vi ja til.

I starten gik det fint, men så begyndte det at friske op fra Nordvest med en del sø. Når man er på slæb, skal man altid følge den slæbende båd meget nøjagtigt, ellers kan det risikere at man skærer ud og kæntre. Derfor havde vi en dolk klar til at kappe tovværket hvis vi var ved at kæntre.

Det gik ikke så galt, men pludselig begyndte hjemmeværnet at ændre kraftig kurs, endda meget hurtigt. Vi kunne forstå, at man har forsejlet sig. De var ved at sejle ind på en grund øst for Als ud for Tranerodde. Det kunne være Søndre Stenrøn eller Hesteskoen. Så var det slut. Vi besluttede os for, at vi ville sejle selv. Så vi smed trossen og hejste sejlene. Det var meget bedre. Så vi kom hjem til Aabenraa havn hen på eftermiddagen.

FDEN 381 ”Tinka”

Afgang.

Turen med ”Tinka” i august 1965 fra Aabenraa – Laboe – Travemunde – Årøsund – Haderslev.

Medens jeg var indkaldt som værnepligtig i Søværnet 1964/65 spurgte Per Kragh Iversen mig om jeg ville med ham til Guldpokalsejladserne i Travemuende i august 1965. Jeg sagde ja tak, det vil jeg gerne.

Men som værnepligtig, måtte man ikke rejse ud af Danmark. For at jeg kan deltage skal jeg søge om idrætsorlov samtidig med, at Per skal skrive et brev til søværnet med oplysning om, at han gerne vil have mig med til en stor international kapsejlads og at jeg er en god repræsentant for dansk sejlsport.

Ansøgningen blev skudt af sted, og ansøgningen blev godkendt. Per har også spurgt Bruno Quist om han vil deltage, og han sagde også ja.

Ved mønstringen fredag eftermiddag på Marinestation Langeland blev jeg indkaldt til kasernekontoret. Her fik jeg oplyst, at jeg skal stille i Avderød mandag morgen. Hvorfor fik jeg ikke oplyst. Jeg oplyste, at jeg har idrætsorlov i den kommende uge, og at jeg derfor ikke kan deltage. Og så var jeg bare klar til idrætsorlov.

Så er vi klar. Per som ejer og skipper på ”Tinka”, Bruno som sailing master, og jeg som gast. Vi sejlede fra Aabenraa en lørdag morgen mod Laboe hvor vi ville overnatte. Vel ankommen til Laboe gik vi op på restaurant ”Seegarten” hvor vi fik aftensmaden. Vejret var fint, og vi havde en stille og rolig tur til Laboe.

Næste morgen sejlede vi mod Travemuende. Vejret var fint, men desværre kun med let mellemluft. Efter vi kom under Fehmarnsundbruecke blev der mindre og mindre luft, så på et senere tidspunkt blev vi nødt til at starte påhængsmotoren. Jeg mener at kunne huske, at det var cirka 35 sømil fra Fehmarn og ind til Travemuende.

Ankomst til Travemuende.

Da vi ankom til Travemunde måtte vi konstatere, at der ikke var anviste pladser til de tilmeldte både, så vi måtte selv finde en liggeplads. Vi fandt hurtig en plads ved en bro der lå op mod promenaden på nordsiden af Travefloden.

Det viste sig at være ét godt valg. Ved den samme bro lå der en motorbåd, en såkaldt tender, fra det tyske søværn. Der var to personer om bord, Erwin og Guenther. Vi hilste naturligvis ”på” og fortalte hvem vi var og hvad vi skulle i Travemuende. De kunne oplyse, at de deltog som følge både for ugens dragesejladser.

De blev vores venner i mange år. Specielt for Bruno der selv har deltaget i Travemuende sejladserne flere gange i sin egen folkebåd ligesom de har besøgt Bruno i Aabenraa et par gange.

Det viste sig nemlig, at de var utrolig hjælpsomme for os. I ugens løb var der ikke meget luft, så vi havde flere gange behov for et slæb enten ind eller ud af havnen, og de var altid klar til at give os et slæb, og de hentede os flere gange før dragerne som de egentlig skulle hjælpe. Sådan kan man være heldige.

Det var i den kolde krigs tid vi var i Travemuende. Når man kom ud af havnen, var der straks til højre en lang sandstrand, og et kort stykke henne var der pigtråd som var grænsen til DDR, og der skulle man passe på, fordi man måske kunne risikere at komme i konflikt med DDR- vagterne.

Ugens oplevelser.

Jeg kan ikke huske de enkelte sejladser eller hvor mange folkebåde der var tilmeldt. Der var flere danske både med, så vi fik nye bekendtskaber. Blandt andet en af de første folke-

både i Danmark. FDEN 17, ”Soffy” som ejes af Thor Thorsen fra Aarhus. Det var far og søn som deltog. Senior var en god håndværker. Han sad og snittede sejlpinde under sejladserne.